Huset ligger i byen Saorge, som har ca. 450 faste beboere og som i flere turistguider regnes blandt de smukkeste bjerglandsbyer i Frankrig. Byen, som er fredet, er meget gammel og en stor del af husene i byen er fra 1200-tallet. Tagene på hovedparten af husene består af blåviolette skifersten. Gaderne i byen er labyrintiske og derfor er Saorge bilfri. Byen har 2 dagligvareforretninger (med brødudsalg), en bager, en honningbutik, en boghandel, en tøjbutik. Der er desuden en restaurant, en café og en bar.

Byen rummer også et nedlagt kloster, som nu fungerer som kulturinstitution, som arrangerer koncerter, filmforestillinger og udstillinger. Der er en stor kirke som af og til afholder orgelkoncerter. Byen har et bibliotek og selvfølgelig sit eget rådhus.

Mange steder i byen høres lyden af rislende vand fra fontæner og de gamle åbne fælles vaskehuse.
Byen ligger midt i bjergene i udkanten af nationalparken Mercantour, som strækker sig over ca 20 x 100 kilometer med mange smukke blomster, bl.a. vilde orkideer. Der findes ørne, bjerggemser, murmeldyr, og i de mest isolerede dele af parken er der også ulve. Mange vandrerruter udgår fra byen. Der er mulighed for riverraftning bl.a. i floden neden for byen. Der er desuden en meget smuk mindre flod med flere bademuligheder i krystalklart vand ca. 500 meter fra byen.

Der er direkte togforbindelse til og fra Nice fra stationen Fontan-Saorge 1,2 km fra byen (køretid ca. 1 time og 15 min).

Afstand til Middelhavet ca. 30 km. Køretid i bil til Nice ca. 1 time 15 min. (motorvej + alm landevej)